Hvordan foregår en Adfærdsrådgivning?

 

Har du besluttet dig for en adfærdsrådgivning, skal du regne med at afsætte ca. 2 timer til vores besøg samt efterfølgende være indstillet på, at du skal bruge en del tid på at afhjælpe den uhensigtsmæssige adfærd. Har hunden udvist adfærden længe, er det mere tidskrævende for dig at få hunden til at stoppe adfærden, end hvis det er et problem, som lige er opstået.


Vores rådgivning foregår normalt ved at vi kommer hjem til dig, så vi kan se hunden i dens vante omgivelser.


Vi kan ikke fikse din hunds adfærdsproblemer på to timer, men vi kan rådgive dig og give dig de redskaber, der skal til, for at du kan lære din hund at udvise en mere hensigtsmæssig adfærd i de problematiske situationer.


Der er ikke to hunde eller to problemer, som er ens, så derfor er det vigtigt for os at få så meget information som muligt om lige præcis din hund og de adfærdsproblemer, som den har. Vi starter derfor vores besøg med at spørge ind til din hund og den problematiske adfærd, samtidig med at vi observerer hunden.


Når vi har sporet os ind på problemet, går vi i gang med at forklare og instruere dig i de tiltag, som vi anbefaler, du skal benytte for at løse problemet. Når besøget er slut, har du derfor allerede fået nogle redskaber, som du kan begynde at træne med det samme.
Efterfølgende udarbejder vi en skriftlig plan, hvor vi beskriver de enkelte tiltag, vi har foreslået under vores besøg, samt hvordan du kommer videre i træningen.